Nej, vi taler ikke fodbold – men den omdiskuterede udligning mellem kommunerne, hvor Lyngby-Taarbæk, sammen med 7 andre kommuner – Gentofte, Rudersdal, Hørsholm, Allerød, Frederiksberg, Dragør og Furesø – sender milliarder til andre kommuner for at dække forskelle i udgifter og skatteindtægter.
Formålet med denne artikel er at bidrage til større gennemsigtighed omkring kommunens økonomi – og her konkret beskrive udligningen mellem kommunerne.
I Danmark fordeles velfærdsydelserne af kommunerne, men kommunerne er meget forskellige – nogle er mere udfordrede end andre.
I 2024 modtog Lyngby-Taarbæk Kommune i gennemsnit 70.370 kr. pr. borger i kommuneskat, mens man i eksempelvis Køge kun opkrævede 51.829 kr. – vel at mærke med en skatteprocent der var 0,88 %-point højere end i Lyngby-Taarbæk.
Ser man på udgifterne, så varierer udgiftsbehovet også fra kommune til kommune, fordi de demografisk og socioøkonomisk er forskelligt sammensat .
“Udligning” er den økonomiske omfordeling mellem kommunerne, som skal sikre, at forskelle i udgifter og indtægter bliver udjævnet, så kommunernes udgiftsbehov kan dækkes. Det er grundlaget for, at alle borgere i Danmark får adgang til samme velfærdsydelser og betaler nogenlunde samme skat.
Med andre ord tilsigter udligningen, at alle kommuner kan opnå en ens gennemsnitlig skatteindtægt pr. borger og dermed kunne levere en ensartet gennemsnitlig service – uanset lokale forskelle i befolkning og økonomi.
Lyngby-Taarbæk afgav i 2024 i alt 1,6 mia. kr. til udligning – det svarer til hele 34 % af kommunens indtægter fra indkomstskat og grundskyld.
Størstedelen af udligningen – 1,2 mia. kr. – skyldes, at gennemsnitsindkomsterne og dermed skattegrundlaget i Lyngby-Taarbæk er over landsgennemsnittet.
Jeg har set nogle i debatten beklage sig over udligningen og begrunde dårlig service med, at vi betaler for meget til andre kommuner. Det er klart, at vi skal have en fair udligning – men det er mere ærligt at fortælle borgerne, at kommunen ikke kan levere en service der står mål borgernes høje skattebetaling, idet en stor del af skatteindtægten nødvendigvis må udlignes til andre kommuner.
Uanset hvormegt man betaler i skat, så er målet med velfærdssystemet, at alle “kun” får en gennemsnitlig dansk service.
Derfor har en “rig” kommune som Lyngby-Taarbæk – ligesom alle andre økonomiske enheder – ikke råd til alt, og oplever knaphed på ressourcer.
Selvfølgelig skal man som lokalpolitiker kæmpe for, at skatteindtægterne kommer borgerne lokalt til gavn, og vi skal fortsat gøre opmærksom på udligningen, ikke kun skal se indkomstgrundlag og formue hos borgerne, men også forholder sig til de faktiske leveomkostninger der betyder, at familier i Lyngby-Taarbæk har et langt mindre rådighedsbeløb end familier i mange af de kommuner, vi betaler udligning til.
Men i den landspolitiske virkelighed vejer ønsket om udligning tungere end ønsket om kommunalt råderum – og derfor bør vi ikke nære forventninger om en kommende reform, der pludselig tilfører Lyngby-Taarbæk væsentligt flere midler.
Vi har i begrænset omfang indflydelse på de overordnede økonomiske rammer, og derfor må den lokalpolitiske ambition fortsat være at levere størst mulig velfærd for de midler, vi har til rådighed. Med det sigte er der i kommunens budget for 2025–2028 allerede indarbejdet krav om effektiviseringer og besparelser.
På længere sigt kan yderligere effektivitetsforbedringer også muliggøre en lavere kommuneskat – og alt andet lige vil det betyde, at vi skal betale mindre i udligning.
Det skal sammenholdes med, at vi i øjeblikket har rekordlav ledighed, så det er nu, vi bør polstre os til dårligere tider, effektiviserer, nedbringe gælden, styrke kassebeholdningen og være forsigtige med at sælge ud af kommunens aktiver (ejendomme og grunde).
Nedenfor gennemgås udligningen og beregnes konkret for Lyngby-Taarbæk.
God læselyst!
Hvem har gavn af udligningen?
Udligningssystemet handler om lige adgang til velfærdsydelser – ikke om “tabere og vindere”. Det er den samme solidaritet, man udviser, når man støtter kommunens egne borgere, som når man støtter en anden kommune, der er mere udfordret.
Solidariteten kan dog kun bestå, hvis hver kommune gør deres bedste for at drive en effektiv økonomi.
Heldigvis hjælpes vi på vej af det fælles ønske – blandt både kommuner og borgere – om, at pengene skal bruges bedst muligt. Derfor bør vi heller ikke i større omfang bekymre os om, hvorvidt “vores penge” fråses væk i andre kommuner.
Det bør også bemærkes, at kommuner, der modtager udligning, generelt har en højere kommuneskat og større gældsætning, så det vil være forkert at hævde, at disse kommuner generelt “kører på frihjul”.
Vi må også accepterer den “skævhed” i et velfærdssystem, at selvom vi betaler mere end gennemsnittet i kommuneskat – så betyder udligningen – at kommunen kun beholder midler til en service omkring gennemsnittet.
Hvis vi ikke skulle overføre penge til andre kommuner, kunne vi eksempelvis ansætte én pædagog til hver af de 3.538 børn i alderen 0–5 år vi har i Lyngby-Taarbæk. Men det ville samtidig betyde, at der manglede pædagoger til tusindvis af børn i resten af landet.
Hvis man vil have mere for sine skattepenge, er det heller ikke en løsning at flytte til en kommune, der modtager udligning – skatteprocenten vil typisk være højere, og serviceniveauet vil stadig blot igen være gennemsnitligt.
Det er vilkårene for vores velfærdssystem, at de stærkeste bidrager og viser solidaritet – men det kræver også, at systemet ikke udnyttes, og at pengene anvendes effektivt.
Derfor er det vigtigt, at vi har et gennemskueligt og enkelt system, hvor borgerne nemt kan se sammenhængen mellem beskatningsniveau og kvaliteten af velfærdsydelserne – så ansvaret for kommunens skatte- og serviceniveau klart og entydigt placeres hos de lokale politikere. Her ligger en vigtig opgave i at oplyse borgerne om kommunens effektivitet, så de kan stemme på partier og politikere, der “passer på pengene”.
Udligning handler også om bæredygtighed. Vi skal undgå yderligere fraflytning fra landets yderområder, da det blot vil øge trængslen i de større byer – med konsekvenser som øget pres på klimaet, boligmarkedet og infrastrukturen.
Sluttelig er udligningen med til at sikre social og økonomisk diversitet i kommunerne, så vi undgår, at enkelte kommuner bliver forbeholdt bestemte typer af borgere.
Beregning af udligning
I den seneste udligningsreformen fra 2021 har man fastsat hvordan udligningen beregnes på baggrund af de demografiske og socioøkonomiske forskelle mellem kommunerne.
Princippet er, at kommuner som er mindre socioøkonomisk udfordret end gennemsnittet bidrager med penge til kommuner, som er mere udfordret end gennemsnittet.
Tilsvarende udlignes også skatten, så kommuner som har større skatteindtægter pr. borger end gennemsnittet, bidrager til de kommuner, som har færre skatteindtægter end gennemsnittet.
Nedenfor gennemgås hvordan udligning udregnes på baggrund af demografi, socioøkonomiske faktorer og skattegrundlaget.
a) Udgifter – Beregning af kommunens aldersbestemte udgiftsbehov:
Nedenfor kan man se hvordan aldersstrukturen i kommunerne variere meget i forhold til hele landet. Vi flytter mellem kommuner i takt med vores livssituation.
Det er f.eks. tydeligt for Lyngby-Taarbæk, at der er en overvægt af unge mænd (DTU!), mens man eksempelvis i Gentofte og Lolland har en større andel af ældre. Odense er et godt eksempel på en storby og uddannelsesby med en høj andel af unge. I øvrigt er Odense den største modtager af udligning – med 1,4 mia. kr.
I udligningsmodellen beregner man den gennemsnitlige udgift pr. person i hver aldersgruppe. F.eks. henføres alle udgifter til vuggestuer til de “0-5 årige”, og hvis eksempelvis 10% af kontanthjælps-modtagere hører til aldersgruppen “25-29 årige”, så henføres 10% af udgifterne til kontanthjælp til denne gruppe.
I tabellen nedenfor vises bl.a. at der i Lyngby-Taarbæk Kommune er et udgiftsbehov på 254 mio. kr. for de 3.538 børn i aldersgruppen 0-5 år, når man anvender landets gennemsnitlige udgift pr. barn på 71.714 kr.
Totalt bliver det samlede aldersbestemte udgiftsbehov næsten 3 mia. (2.933.632.000)
| Aldersgruppe | Udgift pr. person | Antal i LTK | Udgiftsbehov (1000 kr) |
| 0-5 | 71.714 | 3.538 | 253.724 |
| 6-16 | 91.535 | 7.822 | 715.987 |
| 17 -19 | 31.177 | 2.208 | 68.839 |
| 20 -24 | 28.660 | 4.420 | 126.677 |
| 25 -29 | 33.489 | 3.951 | 132.315 |
| 30 -34 | 33.578 | 3.204 | 107.584 |
| 35 -39 | 31.984 | 3.327 | 106.411 |
| 40 -44 | 35.685 | 3.534 | 126.111 |
| 45 -49 | 35.908 | 3.842 | 137.959 |
| 50 -54 | 38.898 | 3.855 | 149.952 |
| 55 -59 | 42.130 | 4.024 | 169.531 |
| 60 -64 | 47.620 | 3.431 | 163.384 |
| 65 -74 | 40.243 | 5.748 | 231.317 |
| 75 -84 | 51.618 | 4.243 | 219.015 |
| 85- | 141.764 | 1.586 | 224.838 |
| 58.733 | 2.933.632 |
b) Udgifter – udregning af “socioøkonomiske udgiftsbehov”,
Udover de aldersbestemte udgifter, som vi beregnede ovenfor, indgår også socioøkonomiske faktorer i udligningsmodellen. Det er f.eks. relevant om kommunen har stor arbejdsløshed.
Politisk har man i Folketinget udvalgt nedenstående 18 faktorer, hvorefter man ved hjælp af regressionsanalyser, har sammenholdt de faktiske udgifter i alle landets kommuner og beregnet nogle “vægte”, der kan anvendes til at beregne et skøn over en kommunes forventede udgifter.
Man udregner et “Socioøkonomisk indeks”, hvor et indeks over 100 betyder, at kommunen er mere udfordret end gennemsnittet. Allerød har det laveste indeks i landet på 51,11, mens Lolland og Brøndby er det mest udfordrede kommuner. LTK ligger nr. 86 ud af 98 kommuner.
I kolonnen “LTK” vises eksempelvis, at der er 2.346 uden beskræftigelse i aldersgruppen 20-59 år. Det er 34% mindre end landsgennemsnittet:
| Faktor | LTK | Afvig | Vægt | Allerød | Lolland | Hele Landet |
| Antal 20–59-årige uden beskæftigelse | 2.346 | -34% | 0,19 | 596 | 4.409 | 361.893 |
| Antal 25–49-årige uden erhvervsuddannelse | 1.185 | -49% | 0,13 | 471 | 2.787 | 236.897 |
| Antal almene familieboliger | 5.268 | +6% | 0,12 | 1.582 | 3.348 | 506.454 |
| Antal børn i familier med kort uddannelse | 261 | -53% | 0,09 | 72 | 788 | 56.516 |
| Antal billige private lejeboliger | 1.346 | -48% | 0,06 | 272 | 3.304 | 263.300 |
| Antal indvandrere og efterkommere | 6.571 | +15% | 0,06 | 1.814 | 2.599 | 578.383 |
| Antal personer med indkomst lavere end 60% af gennemsnittet | 772 | -32% | 0,05 | 241 | 1.263 | 114.342 |
| Antal 45–64-årige med begrænset erhvervserfaring | 1.327 | -26% | 0,05 | 355 | 2.333 | 181.878 |
| Antal udviklingshæmmede mindre end 66 år og antal 20–59-årige med handicap uden for arbejdsstyrken | 257 | -41% | 0,04 | 86 | 596 | 44.280 |
| Antal 20–59-årige i job, der kræver færdigheder på grundniveau | 6.073 | -33% | 0,04 | 2.722 | 5.885 | 916.116 |
| Antal enlige personer ældre end 64 år | 5.614 | +8% | 0,03 | 1.966 | 5.881 | 529.318 |
| Antal 0–17-årige børn, der er flyttet kommune mindst 3 gange | 423 | +40% | 0,03 | 151 | 298 | 30.588 |
| Antal psykiatriske patienter med kontakt til psykiatrisk sygehus i de seneste 10 år | 1.023 | -22% | 0,02 | 341 | 1.092 | 132.566 |
| Antal børn som har en enlig forsørger | 1.329 | -15% | 0,02 | 521 | 1.121 | 158.138 |
| Hvor kort afstand har borgerne til mulige arbejdspladser | 15.934 | -61% | 0,02 | 9.806 | 59.886 | 4.128.607 |
| Hvor stor er den regionale ledighed | 729 | 20% | 0,02 | 195 | 307 | 61.503 |
| Lav befolkningstæthed i kommunen | 28.165 | -62% | 0,01 | 18.972 | 115.571 | 7.528.453 |
| Lav middellevetid | 8.954 | -70% | 0,02 | 2.799 | 67.445 | 3.062.952 |
| Socioøkonomisk indeks (hele landet=100) | 73,0393 | 51,1165 | 162,6380 | |||
| Socioøkonomiske udgifts behov (1000 kr.) | 1.043.802 |
For hver faktor udregner man: [Vægt] × [Antal i kommunen] / [Antal i hele landet].
Som eksempel tager vi Lyngby-Taarbæk:
Første faktor udregnes som: 0,19 * 2.346 /361.893 = 0,001232.
Summen af alle 18 vægtede faktorer: 0,0071995060
Vores indbyggertal på 58.733 svarer til 98.57% af landets befolkning.
Det Socioøkonomisk indeks beregnes som: [Sum of vægtede faktorer]*(10000/ [Kommunens andel af landets befolkning] )
Det Socioøkonomisk indeks er derfor: 0,007199506*(1000000/98,57%)= 73,03927216
Man har udregnet at der på landsplan er en ekstra udgift på 24.332 kr per indbygger til dækning af de Socioøkonomiske faktorer.
Det betyder at Lyngby-Taarbæk socioøkonomiske udgiftsbehov udregnes som:
[Socioøkonomisk indeks]* [24.332 kr]*[Kommunens indbyggerantal]*[Kommunens andel af landets befolkning].
Hvilket giver 1 mia. kr. (1.043.802.000) som socioøkonomiske udgiftsbehov.
c) Udligning af beskatningsgrundlag
Skatteindtægterne svinger meget.
Gennemsnitlig opkræves der 67.531 kr. i kommunale skatter pr. indbygger i Danmark, Gentofte opkræver 116.937 kr., Lyngby-Taarbæk 86.829 kr. og Lolland 51.653 kr.
Skatteindtægterne pr. borger er i blandt de højeste i Lyngby-Taarbæk – vel og mærke samtidig med at vores kommuneskat er iblandt de laveste.
Princippet i udligningen er, at skatteindtægterne omfordeles, så alle kommuner tilnærmelesesvis får samme skatteindtægt pr. borger.
Udligningen beregnes i følgende trin:
| Beløb (1.000 kr.) | |
| a) Den forventede kommunale skatteindtægt for Lyngby-Taarbæk | 4.889.401 |
| b) Den forventede kommunale skatteindtægt for hele landet | 337.869.609 |
| c) Den gennemsnitlige skat pr. indbygger i hele landet (punkt a / 5.958.486) | 56.703 |
| d) Hvis man opkrævede gennemsnitlig skat pr. indbygger i LTK, ville skatteindtægten være 3,33 mia (58.733 indbyggere * punkt c = 3.330.392 kr.) | 3.330.392 |
| e) Hvor meget mere skatteindtægt har vi ift. gennemsnittet (punkt a – punkt d) | 1.559.009 |
| Reglen er, at 75 % af den del af skatteindtægten, som ligger over landsgennemsnittet, skal udlignes – dvs. 75 % af beløbet i punkt e) | 1.169.257 |
Derudover er der et tillæg for kommuner med højt beskatningsgrundlag (de 8 kommuner), som beregnes som 18% af den skatteindtægt der ligger over 125% over landsgennemsnittet. Lyngby-Taarbæk skal derfor bidrage med yderligere 130 mio. kr. (130.752.000).
Lige netop det tillæg betyder, at vi ender med at betale 83%, istedet for 75%, i udligning af vores skatteindtægter.
Hvor demografi og socioøkonomiske faktorer “kun” forklarer 328 mio. kr. af vores udligning (328.442.000) , så forklarer de store skatteindtægter yderligere 1.2 mia. kr.
d) Udligning af selskabsskat
Udover den almindelige kommunale udligning findes der en særskilt udligning af selskabsskat.
Alle selskaber i Danmark betaler 22 % i selskabsskat, og denne skat fordeles mellem kommunerne. I fordelingen tager man også højde for om virksomheden har hovedsæde eller blot er en filial i kommunen.
Derefter sker der en udligning, hvor kommuner der har højere indtægt fra selskabsskat pr. indbygger, afgive 50 % af forskellen til kommuner med mindre indtægt fra selskabsskat.
I 2024 betød det, at Lyngby-Taarbæk måtte afgive 52 mio. kr., ud af 247 mio. i indtægter til andre kommuner.
e) Sammenfattende:
Vi beregnede under “a)” det aldersbestemte udgiftsbehov til 2.9 mia. kr., hertil skal lægges det b) socioøkonomiske udgiftsbehov. 1 mia. kr., så der i alt er et udgiftsbehov på 3.9 mia. kr. (3.977.434.000 kr.).
Udgiftsbehovet for samtlige kommuner er 439 mia. kr. (439.340.800.000). Da Lyngby-Taarbæk udgør 0,98 pct af befolkningen, er udgiftsbehovet for kommunen i udgangspunktet 0,98% af de 439 mia. kr. – dvs. 4.3 mia. kr. (4.330.597.000 kr.).
Men vi beregnede ovenfor, med vores alderstruktur og socioøkonomisk indeks, at vi kun har et udgiftsbehov på 4 mia. kr. Det er 353 mio. kr. mindre end det en “gennemsnitskommune” vil have behov for.
Reglerne i udligningssystemet fastsætter, at kommunen skal afgive 93% af det beløb, der ligger under gennemsnittet.
Det betyder, at Lyngby-Taarbæk skal bidrage med 93% af 353 mio. kr. – dvs. 328 mio. kr., som bliver fordelt til andre kommuner.
Jvf. nedenstående tabel bliver den samlede udligning for udgiftsbehov og beskatningsgrundlag 1.6 mia. kr.:
| Beløb (1.000kr.) | |
| Udligning udgiftsbehov | 328.440 |
| Udligning af beskatningsgrundlag | 1.169.256 |
| Tillæg for kommuner med højt beskatningsgrundlag | 130.752 |
| Andre korrektioner/finansering/komepensation | -7.668 |
| Samlet udligning | 1.620.780 |
Driftsbalancen – det samlede regnestykke
Driftsbalancen viser forholdet mellem udgifterne og indtægterne fra skatter, tilskud/udligning mv. i budgettet. Driftsbalancen skal i henhold til gældende lovgivning være positiv i budgettet. Hvis der er underskud kan kommunen blive “straffet” ved at bloktilskudet reduceres. Overskuddet på driftsbalancen bør være tilstrækkeligt stort til, at det kan dække kommunens anlægsinvesteringer og eventuelle afdrag på gæld eller opbygning af kassebeholdning.
En sund driftsbalance er derfor en forudsætning for både økonomisk stabilitet og langsigtet bæredygtighed i kommunens økonomi.
Figuren nedenfor gengiver ikke det komplette regnskab, men illustrere at udligningen giver balance i regnskaberne. Hvis der ikke var udligning ville f.eks. Køge mangle 17.711 kr. og Lolland 51.130 kr. pr. borger!
Indtægterne er ovenfor vist med positive tal. For Lyngby-Taarbæk er der 70.370 kr. pr. indbygger fra kommuneskatten, 12.247 kr. fra ejendomsskatter, 4.212 kr. for selskabsskatten og endelig modtager kommunen 4.961 kr. i “Refusion”, som dækker over udgifter Staten refunderer.
På udgiftssiden (røde bokse) har vi udligningen, hvor vi afgiver 14.286 kr. til andre kommuner, og derudover udgifter for 69.083 til drift og anlæg.
Kan udligningen forbedres?
Der er mange “skævheder”, som gør det svært for kommuner at styre økonomien og endda udnytte de service- og anlægsrammer, som er aftalt mellem Regeringen og kommunerne.
De senere år har været ekstra udfordrende grundet de offentlige ejendomsvurderinger, som ikke kun ramte borgerne med absurde opkrævninger, men også gør kommunernes økonomi uforudsigelig.
Der er bred enighed om, at selve udligningssystemet trænger til et eftersyn. Regeringen offentliggjorde i juni et nyt kommissorium, der markerer begyndelsen på en omfattende analyse af det kommunale tilskuds- og udligningssystem.
Nogle konkrete kritikpunkter er:
- Udligningen beregnes på baggrund af historiske data – og tager derfor ikke højde for nye opgaver, der opstår i kommunerne.
- Beregningen tager udgangspunkt i de faktiske udgifter – hvilket betyder, at der ikke er noget incitament til at være mere effektiv.
- Der er indført særordninger for at kompensere for mangler ved udligningssystemet, hvor navngivne kommuner får ekstra støtte. Det har gjort tilskuds- og udligningssystemet mindre gennemsigtigt. Det er blevet lettere for kommunerne at forklare dårlig service med, at de ikke har fået nok i tilskud eller udligning.
Der er tilsvarende konkret kritik af nogle af de socioøkonomiske faktorer:
- “Antal 20–59-årige uden beskæftigelse” er forældet, idet tilbagetrækningsalderen nu er 66,5 år. Man tager heller ikke højde for om man er på fuld eller nedsat tid.
- “Antal 20–59-årige med handicap uden for arbejdsstyrken” skaber negative incitamenter. Hvis en handicappet borger kommer i arbejde, får kommunen mindre i udligning, men skal stadig betale serviceudgifter – også selvom der kun er tale om én times arbejde om ugen. For kommunen er det dermed billigere ikke at gøre en indsats.
- Datakvaliteten omkring diagnosticering af psykiatriske og handicappede borgere er dårlig. Mange med relevante diagnoser bliver ikke medregnet.
Det skal bemærkes, at der udlignes udfra gennemsnittet, så hvis alle kommuner f.eks. får et højere og mere korrekt antal psykiatriske patienter, så kan det betyde at der alligevel ikke skal ændres væsentlig i udligningen.
Det er komplekst at lave en ‘fair’ udligningsmodel, men for mig lyder det eksempelvis forkert, at man politisk i Folketinget har besluttet de faktorer, man måler det socioøkonomiske udgiftsbehov på. Vi har store datamængder og betydelig computerkraft, som bør kunne udregne modeller, der alene er faktabaserede og ikke påvirkede af de prioriteringer, som politikerne har i Folketinget.
Nogle foreslår at skabe en helt ny model, der indeholder incitamenter til, at kommunerne bliver mere effektive. For eksempel en model, hvor der kun ydes udligning op til udgiftsniveauet i den mest effektive kommune – som f.eks. Vejle i de seneste år.
Men jeg mener, at artiklen netop viser, at en kommunes udgifter afhænger af mange forskellige faktorer, som ikke “bare” kan sammenlignes med Vejle. Man skal heller ikke glemme, at nærdemokratiet mister lidt sit værd, hvis vi blot benchmarker hinanden. Benchmarking er et godt redskab til at lære af hinanden og få indsigt i, hvad vi gør forskelligt – ikke til at diktere ensretning.
En mulighed er også, at reducere behovet for udligning ved at staten støttede kommunerne ud fra deres aktuelle behov. Det svarer til, at staten refunderer flere af udgifterne – hvilket i øvrigt var den mest normale metode før 1970.
Personligt mener jeg, at det vigtigste er, at vi har et gennemskueligt og enkelt system, hvor ansvaret for det kommunale skatte- og serviceniveau entydigt placeres hos lokalpolitikerne.
Der skal være en tydelig og gennemskuelig sammenhæng mellem det lokale beskatningsniveau og kvaliteten af velfærdsydelserne. Det vil øge den samlede effektivitet i landet og mindske behovet for udligning.
Sofia Asmani har eksempelvis foreslået, at staten selv kunne opkræve udligningen fra borgerne. På den måde kunne borgerne se, hvilken andel af skatten man betalte til kommunen, og hvad der blev betalt til andre kommuner.
Afsluttende bemærkninger
Jeg håber, at artiklen har vist, hvor svært det er at skabe lige forhold for kommunerne, og at der ikke findes nogen nemme “snuptagsløsninger”.
Der bør også være bred enighed om, at udligning og solidaritet er nødvendigt – men solidariteten forpligter samtidig alle kommuner til at være effektive.
Jeg vil slutte med en særregel, der illustrerer den kompleksitet, som præger den offentlige økonomistyring – hvor udligningen blot udgør en mindre del:
Staten har sat et loft, så parkeringsindtægter over 320 kr. pr. indbygger inddrages af staten.
Loven er opstået, idet man landspolitisk mente, at nogle kommuner blev favoriseret, og kunne tjene mange penge på parkering. Man forstår godt argumentet, men konsekvensen bliver også, at handlemulighederne for den enkelte kommune begrænses, idet man landspolitisk altid prøver at udligne fordele og ulemper,
Hvis du er uheldig og får en P-bøde, kan du i det mindste trøste dig med, at pengene ikke ryger i udligningen, men går ubeskåret til kommunen, idet der kun er parkeringsindtægter på 23 kr. pr. indbygger i Lyngby-Taarbæk – altså langt under loftet og med en uudnyttet “parkeringsbonus” på omkring 20 mio. kr. !
Tak for interessen
Anders Kjærulff
Kilder:
a) LBK nr 63 af 19/01/2021 “Bekendtgørelse af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner”
b) “Kommunal udligning og generelle tilskud 2024” udgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet 2023
