Anders Kjærulff Lyngby

Stem personligt på tirsdag!

Nedenstående er fra “Det Grønne område” 12. november 2025

Din personlige stemme er med til at vælge de personer, du mener, har tid og kompetencer til at forvalte kommunen bedst muligt – så tænk ikke over hvilket parti du vil have i bestyrelsen, men hvilke personer.

Jeg har været ude på gaden hver dag de sidste par uger og har nydt at møde jer vælgere.

Der har været gode input, og jeg er selvfølgelig glad for, at en del allerede har fortalt, at de vil stemme på mig.

Nu er valgkampen i sin sidste uge, og luften vil være fyldt med selfies og gode intentioner.

Men hvem er det egentlig, vi skal vælge ind i bestyrelsen?
Hvilke kompetencer er der brug for? – det er spørgsmålet!

Kommunen har flere tusinde ansatte og et milliardbudget.

Alligevel består vores kommunalbestyrelse af mennesker, som forventes at skulle passe et fuldtidsjob ved siden af.

At være lokalpolitiker er i udgangspunktet et fritidsjob.

Jeg synes, det er vanskeligt at gøre et godt stykke arbejde med kun få timer om ugen. Jeg har sagt ja til at stille op, fordi jeg kan gå “all in” og arbejde fuld tid i bestyrelsen.

Jeg vil bidrage med kompetencer fra 30 år i erhvervslivet, hvor jeg opbyggede en IT-virksomhed, som nu er solgt.

Det har givet mig tid og muligheder, som jeg gerne vil bruge til at gøre vores fantastiske kommune endnu bedre.

Det handler nemlig om mennesker – ikke selfies – men om at mødes, lytte og forstå hinanden!

Ved vælgermøderne oplever jeg, at intentionerne er gode fra alle sider, men at der på nogle områder stadig er udfordringer – udfordringer, jeg gerne vil være med til at løse med et frisk blik på opgaven og en dedikeret indsats.

Og så vil jeg gerne sikre, at du bliver en del af det.

Det er nemlig helt afgørende for tilliden til politikerne, at man som borger kan følge, hvordan ens skat anvendes, og få en forståelse af, hvilke handlemuligheder kommunen og politikerne har.

Vi har brug for en hjemmeside, hvor man detaljeret kan se, hvordan dine skattekroner bliver brugt, og hvordan de politiske dispositioner udmønter sig.

I valgkampen er der partier, som forsøger at positionere sig selv ved at fremstille det konservative flertal som et problem, der skal løses ved at trække kommunen mod det landspolitiske højre eller venstre.

Sandheden er, at mine konservative kolleger aldrig har brugt flertallet, og at der ikke er brug for blokpolitik i kommunalpolitik.

Vi lever i en turbulent tid med usikkerhed omkring kommunens indtægter og nye reformer fra regeringen.

Sofia Osmani er garant for en “sikker hånd” i et samarbejde, der favner alle partier og alle borgere.

Den linje bakker jeg op om.

Det vil jeg gøre med mine erfaringer fra verden uden for rådhuset – og med en ambition om at lytte, lære og bidrage til løsningerne.

Din personlige stemme er med til at vælge de personer, du mener, har tid og kompetencer til at forvalte kommunen bedst muligt – så stem personligt på en kandidat.

Godt valg!