Den 1. juni var der 58.665 indbyggere i Lyngby-Taarbæk Kommune – men vi var faktisk 6.350 flere i 1965.

Få hele forklaringen nedenfor!

De to første folketællinger i Danmark – i 1769 og 1787 – opstod som følge af planerne om at ophæve stavnsbåndet.

En af grundene til, at stavnsbåndet blev indført i 1733, var ønsket om at fastholde mændene på godserne. Her skulle godsejerne kunne stille bondekarle til landsmilitsen i et antal, der afhang af godsets størrelse.

Hvis stavnsbåndet skulle ophæves, måtte systemet ændres, så udskrivningen af soldater kunne ske ud fra folketallet – uafhængigt af deres tilknytning til godserne.

I 1769 blev alle præster bedt om at tælle indbyggerne i sognet ud fra alder og stand.

I 1786 kom der yderligere gang i planerne om at ophæve stavnsbåndet, og en ny folketælling blev gennemført samme år.

Nedenfor vises resultatet fra Lyngby-Taarbæk ved folketællingen i 1787.

Man kan aflæse, at der blev optalt 1.716 indbyggere i sognet – heraf blandt andet 769 i Kongens Lyngby og 120 i Lundtofte.

Siden 1840 er der regelmæssigt afholdt folketællinger.

Folketællingen i 1970 var den sidste traditionelle folketælling, hvor alle husstande skulle udfylde et skema. Herefter overgik man til at opgøre befolkningen ved brug af CPR-registret, der var blevet indført i 1968.

Befolkningsudviklingen i perioden 1787-2025 ser således ud:

På nær perioden 1982–1985 har der været en konstant vækst i Danmarks befolkning.

Men ser man på kommunerne, er der større udsving – vi flytter rundt mellem dem.

I Lyngby-Taarbæk steg befolkningstallet kraftigt i perioden 1930–1965. I Gentofte og København fandt dette “boom” sted tidligere – i Gentofte fra 1890 til 1955, og i København begyndte det omkring 1870 og toppede 1950.

Fælles for alle tre kommuner var, at befolkningstallet faldt drastisk efter at have toppet, og udviklingen først vendte igen omkring 1990.

---

Historisk er den mest markante udvikling, at vi er flyttet fra landet og ind i byerne – og at landsbyer som Lyngby er blevet til en by.

Cirka 80% af danskerne boede på landet omkring 1850, mens det er omvendt nu, hvor over 80% bor i eller omkring byerne.

Perioden 1787-1890 – i gennemsnit ca. 1.1% årlig vækst

Fra 1787 til 1890 steg befolkningstallet fra 1.763 til 5.416 indbyggere.

Kortet nedenfor er fra 1844 og viser tydeligt de marker, der omgiver Lyngby, Virum og Lundtofte. Der er indsat et kortudsnit fra 1863, hvor de enkelte gårde og (få) huse er markeret med rødt – det er tydeligt at sognet blot består af nogle landsbyer – vi er et landsbysogn.

Vandmøller langs Mølleåen blev allerede i 1500-tallet brugt til produktion af papir og krudt.

Senere udviklede møllerne sig til egentlige industrianlæg med tilknyttede fabrikssamfund.

Kommunen var et landsogn, men den industrielle udvikling var sat i gang.

I 1863 åbnede togforbindelsen mellem Kongens Lyngby og København.

På kortet ovenfor, i udsnittet til højre, er jernbanestationen markeret med en rød cirkel – placeret i udkanten af Lyngby

Perioden 1890-1930- i gennemsnit ca. 2.6% årlig vækst

Fra 1890 til 1930 steg befolkningstallet fra 5.416 til 15.312 indbyggere.

Togforbindelsen mellem Kongens Lyngby og København betød at det rigere borgerskab fik mulighed for at flytte til Kgs. Lyngby i helårsboliger. 

Fra omkring 1890 havde Lyngby Sognekommune en befolkningsvækst over landsgennemsnittet pga. tilflytning til nye villaområder.

Nedenfor vises matrikelkortet fra 1901, der viser de nye villa-områder markeret med grøn. Tæt på søen, tæt på Dyrehaven, og ved Fuglevadskvarteret tæt på de kongelige på Sorgenfri slot.

Det var også i denne periode, at industrien voksede i Lyngby.

Lyngby Gardinfabrik, som brugte Mølleåens vand til at blødgøre stoffet, blev anlagt i 1892.

I 1901 var der 250 arbejdere ansat, og i 1915–16 var fabrikken udvidet til over 500 ansatte – og dermed vokset til at være Lyngbys største arbejdsplads, hvoraf mange ansatte boede i kommunen.

Perioden 1930-1965 – i gennemsnit ca. 4.2% årlig vækst

Fra 1930 steg befolkningstallet markant og nåede sit højeste niveau nogensinde i 1965 med 65.015 indbyggere.

Det skyldtes især tilflytning til villaområderne i Virum, Sorgenfri og den vestlige del af kommunen. I denne periode blev både Virum og Sorgenfri Station anlagt – i henholdsvis 1928 og 1936.

Der blev også opført stadig mere etagebyggeri, og en række boligselskaber blev etableret – eksempelvis Carlshøj, som blev bygget i 1950’erne.

Perioden 1965-1990 – i gennemsnit ca. 1,1% årlig fald

I perioden 1965–1990 faldt befolkningstallet fra 65.015 til 49.317 (24%!).

Det skyldtes overordnet, at der blev færre beboere pr. m² bolig.

En hovedårsag var, at børnene af de familier, der var opstået i 40’erne og 50’erne, flyttede hjemmefra. Den øgede velstand betød også, at færre boede sammen.

I 50’erne kunne en familie med 3-4 børn sagtens flytte ind i en ledig treværelses lejlighed – det så man mindre og mindre i 60’erne.

I 1965 var 8% af boligerne i Hovedstadsområdet beboet af én person; i 1970 var andelen steget til 11%.

Tilsvarende boede 70% i 1965, tre eller flere i samme bolig – i 1970 var denne andel faldet til 63%.

Først omkring 1990 stoppede faldet i antal indbyggere.

Perioden siden 1990 – i gennemsnit ca. 0,5% årlig vækst

Siden 1990 er befolkningstallet steget fra 49.317 til 58.713.

Det skyldes, at der fortsat blev opført nye boliger, og at flere valgte at flytte til kommunen, og der kom mere indvandring.

Mange familier flyttede til kommunen i 1940’erne og 50’erne, og da børnene fra disse familier flyttede hjemmefra, medførte det et fald i befolkningstallet. Da 50’er-forældrene til sidst selv rykkede ud af boligerne, flyttede nye børnefamilier ind, og befolkningstallet begyndte at stige igen i 1990’erne.

DTU har også haft en indvirkning på befolkningstallet – grundet flere studerende og flere ansatte.

I perioden 2014-2024 er antallet af aktive studerende steget med ca. 30%, så der i 2024 er over 13.000 studerende tilknyttet universitetet.

De studerende fylder mere: 3.013 indbyggere – svarende til 5,1% – bor på kollegieværelse i kommunen. I 2010 var andelen kun 2,9%.

Kommunen er blevet en uddannelseskommune og har landets tredjestørste andel af kollegieboliger – kun overgået af Roskilde og Albertslund Kommuner.

Matrikelkortet nedenfor er fra 2025. Sammenligner man det med kortet fra 1884, ser man, hvordan landsbyerne og markerne nu er vokset sammen til én sammenhængende by – meget er sket!

Fremtiden

Danmarks Statistiks bud på fremtiden er, at vi er 60.175 indbyggere i 2050:

Et andet bud er prognosen nedenfor, som stammer fra kommunens budgetaftale og forudser 62.341 indbyggere i 2035 – stadig ikke på niveau med 1965.

De “-80” der står i rækken “2025”, betyder at der i 2025 vil være et fald på 80 børn, i gruppen “0-5 årige”, og så fremdeles.

______________

Indlægget viser, hvordan vores kommunes historie er tæt forbundet med de samfundsmæssige strømninger – og det vil uden tvivl fortsætte, især fordi vores kommune er nabo til hovedstaden.

Personligt synes jeg, det er vigtigt at værne om vores historiske arv, så man mærker sine rødder, når man går rundt i byen – og her er “Bondebyen” et rigtig godt eksempel. ..og hvis det ikke er nok, så er vi begunstigede med Frilandsmuseet, anlagt på vores marker.

_____________

Kilder: Danmarks Statistik (Statistikbanken), Rigsarkivet, Budgetaftale 2025, egne fotos.

Læs andre indlæg: