Illustrationen viser et bud på, hvordan kirken så ud fra midten af 1100-tallet (træk skillelinjen mod venstre):
Et langhus af marksten, opført i romansk stil med to små, højtsiddende rundbuede vinduer på hver langside, en mandsdør mod syd og en kvindedør mod nord.
Tårnet blev tilføjet omkring år 1400. Senere, i slutningen af 1400-tallet, blev kirken udvidet til sin nuværende størrelse. Herunder blev både tårn og mure forhøjet – alt sammen bygget i røde munkesten.
I 1916 blev blytaget erstattet af et rødt tegltag.
Lyngby Kirke ligger højt på en afgrænset bakke midt i byen. Bakken er naturlig og har oprindeligt været den sydlige spids af det næs, der strækker sig ned gennem Sorgenfri Slotspark med bl.a. Schweizerhuset.
Kirkebakken
Kirken består af et langhus med et romansk midtparti af marksten og enkelte kridtkvadre i bygningens hjørner, sengotiske vest- og østforlængelser, et højgotisk tårn mod nord, et sengotisk kapel mod syd og et kapel fra omkring 1765 mod nord.
I den ældste del af bygningen er der bevaret enkelte oprindelige detaljer. Over hvælvene er der spor efter to oprindelige vinduer, mens de oprindelige døre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende, er helt forsvundet. I korgavlen findes en billedsten med en løve, der æder en mand, som antages at stamme fra det romanske kor, som blev revet ned i 1400-tallet
Foto: Kirken var sandsynligvis ejet af kongen, som ejede jorderne omkring Lyngby landsby. Kirken forblev i kronens — senere statens — eje frem til 1868, hvor den blev solgt til industrimanden C. F. Tietgen.
Han solgte den senere videre til Lyngby-Taarbæk Kommune i 1901, hvorefter kirken i 1993 blev en selvejende institution. Kirken er i dag den eneste bevarede middelalderbygning i Lyngby.
Den ældste, midterste del af kirken er bygget i midten af 1100-tallet. Murene er af utilhuggede granitsten med hjørner af kalksten. Kirken havde små højtsiddende vinduer i romansk stil, som stadig kan erkendes indvendigt i murene over hvælvingerne. Øst for det bevarede skib af denne kirke har der sandsynligvis været et smallere kor bygget på samme måde.
Midt for kirkens skib på nordsiden opførtes i 1300-tallet de nederste tre etager af tårnet. Den usædvanlige placering skyldtes måske, at afstanden mellem kirkens vestgavl og skrænten var for lille til, at der kunne stå et tårn her. Den nederste, hvælvede etage af tårnet blev brugt som våbenhus, og adgangen til tredje etage med klokkerne skete gennem et udvendigt trappetårn.
I anden halvdel af 1400-tallet blev kirken ombygget og udvidet til sin nuværende størrelse. Til udvidelserne brugtes røde mursten (munkesten). Vestenden af kirken blev forlænget med tre meter, og murene blev forhøjet en smule. Tårnet blev forhøjet fra tre til nu fem etager og klokkerne flyttet en etage op, så de kunne høres hen over den forhøjede tagryg. På sydsiden over for tårnet blev der bygget et gravkapel, og indvendigt i kirkens forlængede skib blev der indsat tre hvælvinger. Koret mod øst blev erstattet af en forlængelse af skibet i samme bredde, som indvendigt blev forsynet med to hvælvinger. De fem hvælvinger blev forsynet med kalkmalerier. Kapellet, som siden 1763 udgør kirkens tværskib, fik også indsat en hvælving, men uden dekorationer. I midten af hvert hvælvingsfag blev sydmuren gennembrudt af store vinduer i gotisk stil.
Endnu et gravkapel blev tilføjet på nordsiden i 1765. Det anvendes nu som sakristi.
I årene 1914-16 blev kirken restaureret og fik tegltag i stedet for det hidtidige blytag, som ses på ældre fotos (foto omkring 1860). Vinduerne blev gjort ensartet spidsbuede, og der blev foretaget ændringer i kirkens indretning. Arkitekt for restaureringen var J. Magdahl Nielsen.
Kalkmalerierne på hvælvingerne stammer fra den sidste katolske tid i Danmark omkring 1500. De er ikke fremragende, men typiske for deres tid og bevaret i alle fem hvælvinger. De viser motiver fra både det Gamle og det Nye Testamente, og desuden optræder talrige katolske helgener. Hovedlinien i kalkmalerierne udgøres af de scener, man har lige for sig når man kommer ind i kirken og går op til alteret. Disse scener fylder en hel hvælvingskappe, de øvrige hver kun en halv. Det drejer sig om Jesus bærende på korset på vej til Golgatha (foto), korsfæstelsen på Golgatha, den opstandne Jesus på Guds skød og Dommedag. Når man går tilbage fra alteret, ser man foran sig i hvælvingen med udgangen de syv dødssynder som rovfisk, der prøver at sluge et nøgent menneske: uden for kirken venter den farlige verden!
Hovedmotiverne i kalkmalerierne er altså Jesus’ lidelse og død, hans opstandelse og dommen over menneskene.
Siden 1602 har koret været afsluttet af en stor altertavle med tekstfelter, forsynet med Christian den Fjerdes og hans dronning Anna Katrines initialer; men denne altertavle er nu nedtaget. Prædikestolen fra 1598 står midt i kirken, så den også kan ses fra sideskibet, den er forsynet med figurer af de fire evangelister Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.
Stolestaderne er dekoreret med englehoveder i barokstil fra perioden 1646-56.
Når gravkapellet mod syd i 1763 blev inddraget i kirken, skyldtes det sikkert det stigende befolkningstal i sognet. Frem til Taarbæk Kirkes opførelse i 1863 måtte der bygges pulpiturer i kirken for at rumme menigheden. De kongelige fra Sorgenfri Slot havde et pulpitur ved sydvæggen med indgang ad en udvendig trappe gennem et af vinduerne. Ved restaureringen i 1914-16 forsvandt pulpiturerne.
Kilder:
C. M. Smidt: Lyngby Kirke; H. A. Rosendal: Nogle Meddelelser om Præster i Lyngby efter Reformationstiden (Lyngby-Bogen 1939).
Birgitte Bøggild Johannsen og Hugo Johannsen: Lyngby Kirke (Lyngby-Bogen 1995-97).
Jeppe Tønsberg: Lyngby Gamle Kirkegård (Lyngby-Bogen 1980 s. 5-44).
Foto/Illustrationer: Anders Kjærulff