Der er 58.000 indbyggere der er fordelt på 28.000 boliger i Lyngby-Taarbæk Kommune. Heraf ca. 6.300 parcelhuse, ca. 5.000 rækkehuse, ca. 15.200 etageboliger og ca. 1.650 kollegieboliger.
Lokalplaner fastsætter for et område (eller hus!):
- Hvad der må bygges og til hvad – f.eks. bolig eller erhverv.
- Hvordan der må bygges nyt – f.eks. bebyggelsesprocent, byggehøjder og antal etager.
- Indretning af udenomsarealer – feks. antal parkeringsplader og opholdsarealer.
- Planen vil også beskrive særlige hensyn til miljø- og kulturværdier.
Store dele af Lyngby-Taarbæk Kommune er omfattet af enten lokalplaner eller byplanvedtægter.
Lokalplanerne er borgernes og Kommunalbestyrelsens mulighed for at præge udviklingen.
Kommunalbestyrelsen kan til enhver tid udarbejde et lokalplanforslag, som er bindende for ejere og brugere.
En lokalplan skal overholde Kommuneplanen, som indeholder et overordnet regelsæt. Det kan betyde, at Kommuneplanen også ændres, når en ny lokalplan skal vedtages.
Derudover skal lokalplanen og processen omkring denne overholde Planloven. Ligesom Bygningsreglementet finder anvendelse.
Det er et selvstændigt formål med planloven, at offentligheden i videst muligt omfang bliver inddraget i planlægningsarbejdet, jf. planlovens § 1, stk. 2, nr. 6.
Når kommunalbestyrelsen har vedtaget et lokalplanforslag, fremlægges det offentligt i mindst 8 uger.
Inden for de 8 uger kan enhver fremsende bemærkninger/ændringsforslag – det kaldes “høringssvar”. Når kommunen har modtaget et høringssvar, går en fast procedure i gang. Høringssvar sendes til
Center for Byudvikling og Byggesag – Afdeling: Plan og Erhverv, Lyngby Rådhus Telefon 45 97 36 00
eller via elektronisk post (NemID): Skriv til Center for Byudvikling og Byggesag
Når høringsperioden er slut, samler og resumerer forvaltningen alle høringssvar i et høringsnotat. Forvaltningen skriver kommentarer til de enkelte punkter og kommer eventuelt med forslag til ændringer af planen.
Lokalplanen og høringsnotatet forelægges Byplanudvalget, eventuelt andre fagudvalg, og derefter Kommunalbestyrelsen, som godkender planen endeligt – eventuelt med ændringer.
Når en lokalplan er endelig vedtaget, har den retslig virkning, og det er svært, som almindelig borger at klage over planen – se mere her Lokalplan – Klagevejledning og -mulighed | Lyngby-Taarbæk Kommune
Skulle man senere lave en ny lokalplan, som gør opførte bygninger ulovlige, så kan de ikke kræves nedrevet. Først når ejeren vil nedrive og bygge nyt, så gælder de nye regler.
Efter planloven er der mulighed for midlertidig at dispensere fra bestemmelser i en lokalplan, selvom dispensationen er i strid med planens principper.
Alle planer er tilgængelige hos “Plan- og Landdistriktsstyrelsen” og publiceres også på kommunens hjemmeside – klik på “Søg i planer” nedenfor at fremsøge planer.
Man kan læse mere her: https://www.plst.dk/lokalplanlaegning
Byplanudvalget består af 7 medlemmer, som varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver vedrørende plan- og byggemæssige forhold, herunder opgaver vedrørende:
- Bygge- og boligforhold
- Planlovgivningen
- Lokalplaner
- Helhedsorienteret områdeplanlægning
- Kommuneplaner
- Tværkommunalt samarbejde på planområdet
- Lokal erhvervs- og virksomhedsservice
- Kulturarv- og miljø, bygningskultur og bygningsbevaring
Derudover udarbejder udvalget forslag til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen om:
- Visioner, strategier, planer og politikker, herunder mål inden for udvalgets område
- Kommuneplanlægningen
- Kommuneplanen samt planlægning i det åbne land
- Lokalplaner
- Helhedsorienteret områdeplaner
Byplan har et mindre budget til centerdrift/administration.
