Sotheby’s solgte i 2023 det dyreste danske maleri nogensinde for 63 mio. kr., det var malet af Wilhelm Hammershøi (1864-1916).
Hvis man griber dybt i pengepungen og tilmed vil købe et stykke Virum-historie, så kan man frem til onsdag byde på Hammershøi’s maleri ovenfor hos Sotheby’s i London – det er vurderet til mellem 13 og 17 mio. kr. !
Forbindelsen til Virum opstår da Hammershøi i sommeren 1911 lejer huset “Spurveskjul 4” i Frederiksdal og indretter atelier på første sal. Han maler i alt 5 malerier under sit ophold, blandet andet ovenstående – hvor han maler et ovalt spejl der reflekterer udsigten mod balkonen.
To andre malerier er også refleksioner fra spejlet, dels et dobbeltportræt der viser ryggen af hans kone Ida og ham selv, og et hvor man kun ser hans kones ryg:

Hammershøi overvejede at købe huset, men opgav planerne og vendte efter nogle måneder tilbage til sin bopæl i København.
Husets arkitektur og historie betød at huset blev fredet i 1924 og endnu står der.

Men hvad førte Hammershøi til Virum?
Stigende velstand i byerne og et ønske om at flygte fra industrialiseringens støj og forurening betød, at flere og flere landsteder blev opført – særligt fra slutningen af 1700-tallet og gennem 1800-tallet.
Lyngby-Taarbæk har med sin storslåede natur og tætte beliggenhed på hovedstaden tiltrukket borgerskabet og kulturpersonligheder fra København.
Mellem gårdene skød et væld af småhuse op, og en stor del af husene rummede en ekstra bolig til udlejning.
Huset på Spurveskjul blev således opført i 1730 som en lystejendom, hvor københavnske borgere kunne indlogere sig om sommeren.
I 1805 blev Spurveskjul købt af den kendte arkitekt og kunstmaler Nicolai Abildgaard, han var direktør for Kunstakademiet og boede på Charlottenborg, men ønskede sig en sommervilla i italiensk stil uden for hovedstaden. Bygningen fik nu to etager, men var opført i bindingsværk, for at fremhæve den landlige atmosfære.
Nicolai Abildgaard er i øvrigt kendt på Lyngby-Taarbæk egnen, da han har tegnet to te-pavilloner, Schweizerhuset og Norske Hus i Sorgenfri Slotshave. Han er også manden der har lavet udkastet til Frihedsstøtten fra 1792.
Områdets natur var som skabt til sommerboliger, udflugter og inspiration for kunstnere.
Derfor var det helt naturligt, at Hammershøi flere gange søgte ud til området. I hans samling af malerier er der motiver fra Fortunen, Dyrehaven osv.
I efteråret 1888 besøger han Karl Madsen – som er en kendt maler og kunsthistoriker – der havde indlogeret sig på landstedet “Albertines Lyst”, som lå lidt nord for Lyngby Kirke.
Det er her, Hammershøi maler det første interiørbillede med en hvid dør, som bliver et af hans kendetegn fremover.

Men allerede i sommeren 1888 havde Hammershøi malet et landskabsmaleri af Virum set fra Frederiksdal, hvor man ser Blæsenborg Mølle til venstre, og landsbyen Virum til højre herfor:

På et samtidigt kort kan man se hvordan ”Spurveskjul” ligger i forhold til møllen og Virum:

Hammershøi malede ved samme lejlighed et andet landskabsmaleri, hvor man genkender de samme gårde og træer i Virum, han har blot udeladt møllen:

..og sådan ser det ud i dag:

Hammershøi må have nydt udsigten over Virums marker, for 23 år senere – i 1911 – vender han tilbage til samme sted, lejer villaen på Spurveskjul og maler det værk, der sælges på onsdag.
Ovenstående er endnu et vidnesbyrd om vores unikke historie, hvor der er skete en transformation fra ”rene” bondebyer til store blandingsbyer med alle samfundsklasser, herunder det finere borgerskab med deres sommerboliger.
Kilder:
Øverste foto: Tristan Fewings for Sotheby’s (tilladelse til brugen er indhentet hos Sotheby’s)
Sotheby.com (https://www.sothebys.com/en/buy/auction/2026/modern-contemporary-evening-auction-l26002/the-balcony-spurveskjul)
Sophus Michaëlis og Alfred Bramsen, “Vilhelm Hammershøi, Kunstneren og hans Værk”.
Statens Museum for Kunst, Smk.dk
Artvee.com
Historiskekort.dk



