Nuuk og Lyngby-Taarbæk var tidligere venskabsbyer, hvor Lyngby-Taarbæk bl.a. som en årlig venskabsgave sendte et højt juletræ til Nuuk.
Et synligt resultat af venskabet er en vej i Nuuk navngivet “Lyngby-Taarbækvej” (foto ovenfor).
Danmark og Grønland er på mange måder meget forskellige, først og fremmest fordi klima og geografisk placering har skabt vidt forskellige forudsætninger for historien og samfundsudviklingen.
Alligevel deler vi en fælles historie, og en ensartet samfundsmæssig udvikling der tog fart, da Grønland blev et dansk amt i 1953.
Den fælles historie har også blandet os. I dag bor omkring 24% af grønlænderne i Danmark, mens cirka 10% af befolkningen i Grønland er danskere – og mange familer er en blanding af grønlændere og danskere.
Det interessante perspektiv er, hvordan Grønland og Lyngby-Taarbæk Kommune – trods vidt forskellige vilkår og socioøkonomisk sammensætning – forvalter et velfærdssamfund til næsten det samme antal borgere: 56.740 i Grønland og 58.614 i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Netop ved at sammenligne med Lyngby-Taarbæk Kommune bliver forskellene tydeligere.
Klik nedenfor for at se sammenligningen mellem Grønland og Lyngby-Taarbæk Kommune.
Du kan også klikke her for at tage quizzen om Grønland.
Da man i 1950’erne udrullede velfærdssamfundet i Grønland, havde man erkendt, at borgerne måtte samles i større byer. Dels for at velfærden kunne fordeles mere effektivt, dels for at opbygge industrier – især omkring fiskeriet – som delvist kunne financiere velfærdssamfundet.
Nogle kritiserer, at velfærdssamfundet ødelagde de små bygder og fangerkulturen, og at der opstod et nyt samfund hvor der var flere tabere. Centraliseringen betød, at traditionelle livsformer blev trængt tilbage, og at sociale problemer opstod i kølvandet på de hurtige forandringer.
Omvendt er gevinsten ved et velfærdssystem, at vi genererer så meget samlet overskud, at vi kan hjælpe hinanden til et bedre og længere liv.
I 1940’erne var middellevetiden for en nyfødt grønlandsk dreng blot 32 år og for en pige 57 år. Tuberkulose og andre infektionssygdomme var frem til midten af 1950’erne hyppige dødsårsager i Grønland. Udbygningen af velfærdssamfundet forbedrede sundhedsvæsenet, levevilkårene, hygiejnen og boligforholdene, og tuberkulosen blev næsten udryddet.
Mænds lave levetid skyldes bl.a. at de levede et farligt liv til havs. I perioden frem mod 1960 skete der en gradvis overgang fra fangst i kajak til fangst og fiskeri i joller og større både, hvilket mindskede omfanget af ulykker.
Ja, fangerkulturen og de små bygder har betalt en pris for velfærdssamfundet. Men det er “prisen” for at opretholde et moderne velfærdssamfund, hvor et effektivt produktionsapparat skaber de værdier, som en offentlig sektor kan fordele effektivt.
I dag er der 17 byer og 54 bygder i Grønland, og det diskuteres fortsat, om det er for mange. Opretholdelsen af bygderne medfører betydelige omkostninger, særligt når de mindste bygder i begrænset omfang bidrager økonomisk og fødevaremæssigt til den fælles velfærd.
Den øgede turisme vil i et vist omfang holde liv i forestillingen om nogle af de gamle kulturer, så man også i fremtiden kan opleve noget, der minder om den gamle inuitkultur – men det bliver aldrig helt det samme!
Ovenstående gør sig på lige fod gældende for Danmark. Lyngby var for 150 år siden en landsby, hvor der boede under 5.000 i hele kommunen. Vi har tabt noget af vores historie, lokale fællesskaber og traditionelle livsformer, og vi presses hele tiden af kravet om effektivitet, som alt sammen også skaber nye typer af tabere.
Vi skal dog ikke glemme, at alternativet er værre – “de rolige gamle dage” var i højere grad hver families kamp for overlevelse.
