Foto af Anders Kjærulff

Den grønne djævel og stemmesedlen

Den grønne djævel Tutivillus er de fejlende menneskers djævel. Han bruger tiden på at notere folks synder, herunder sløseri og fejl i tekster. Han må derfor også tage skylden for de fejl, der sniger sig ind i vores tekster – og, må man formode, de stemmesedler, vi skal udfylde på tirsdag.

Ved sidste folketingsvalg blev der afgivet 58.000 ugyldige stemmer, svarende til 1,6% af samtlige stemmer. I Lyngby blev 470 stemmer erklæret ugyldige, svarende til 1,3% af de afgivne stemmer.

Blanke stemmer udgør omkring 80% af de ugyldige stemmer. Andelen af blanke stemmer har generelt været stigende fra et niveau omkring 0,2% i 1950’erne til rekordhøje 46.000 blanke stemmer ved valget i 2022, svarende til 1,3% af alle afgivne stemmer. Det er et parti værdigt!

En forklaring kan være, at det i dag er sværere at skelne partierne i en tydelig rød, grøn eller blå retning. Partierne “låner” af hinanden og bevæger sig mod midten. De mange partier gør det også svært at holde styr på, hvad de hver især står for.

Vi kan ikke give den grønne djævel skylden for forvirringen i det politiske landskab. Men det er ganske vidst, at han spiller en rolle på de sidste 12.599 stemmesedler, der blev afvist ved sidste folketingsvalg.

Titivillus afbilledet i Roskilde Domkirke, kalkmaleri fra 1511. Foto: Anders Kjærulff

Så hvad er det for fejl, han er skyld i?

Nedenfor i tabellen kan man se, hvilke fejl der bliver lavet i Lyngby-kredsen sammenlignet med resten – både storkredsen, hovedstadsområdet og landet som helhed. Rød betyder dårligst, grøn bedst.

Vi kan starte med at klappe os selv på skulderen, idet vi er det af områderne, der laver færrest fejl: kun 0,17% af de afgivne stemmer på valgdagen er fejlbehæftede, mens landsgennemsnittet er 0,2%.

Det samme billede ses for brevstemmer, hvor kun 0,1% af vores brevstemmer erklæres ugyldige mod 0,12% på landsplan.

Hvis man ser på årsagerne a)-c) (“andet mærke end kryds”, “kryds i flere partifelter” og “kryds rækker ind i flere partier”), så er vi de mest fejlfrie – faktisk generelt dobbelt så fejlfrie som de andre!

Det kan kun tolkes som, at vi har styr på krydset, når vi har besluttet os!

Omvendt har vi bund-rekorden i årsagerne f)-j) (“stemmeseddel med tegning”, “andet mærke end kryds foruden kryds” samt “afmærkning med forskellige farver”).

Hvis det skal tolkes positivt – og det skal det! – så scorer vi højt på kreativitet takket være 33 vælgere, der valgte at give stemmesedlen et personligt præg i form af tegninger, farver osv.

Nu er datagrundlaget i analysen for Lyngby meget lille, hvilket giver en stor usikkerhed i de positive konklusioner om Lyngby … men alligevel … der er nok noget om snakken…vi er supergode og kreative!

Så nu gælder det bare om igen at få sat krydset rigtigt på tirsdag – og husk at hvis den grønne djævel får dig til at lave en fejl, så kan du bede om en ny stemmeseddel!

Godt valg!