Man mener, at det moderne menneske spredte sig til Europa og Asien for omkring 60.000 år siden.
Hvis man forestiller sig, at dette tidsrum svarer til ét år, så kom mennesket til Lyngby-Taarbæk for cirka to måneder siden, det er seks dage siden, at kirken blev bygget, industritiden startede for mindre end en dag siden, og den store befolkningstilvækst i 1930’erne og 1940’erne skete for kun ti timer siden.
Nedenfor vil jeg gå tilbage i tiden og se, hvad der skabte grundlaget for vores kommune.
Klimaet skabte vores landskaber og grobund
Klimaet skaber forudsætninger for plante- og dyreliv, og dermed menneskets livsgrundlag.
Når det bliver koldere, smelter sneen ikke, og der dannes store iskapper. Samtidig falder vandstanden i havene, fordi havvandet bindes i isen.
Inden for de sidste 400.000 år har tre store istider dækket Lyngby-Taarbæk med is, nogle gange over 2 km tyk.
Den lavere vandstand betød også, at Lyngby til tider var landfast med Europa; uden for Danmark var England landfast med Europa, og i Nordamerika kunne man vandre til Asien!
Den sidste istid var “Weichsel”-istiden, som dækkede hele Danmark – undtagen vestjylland – og formede det landskab, vi kender i dag. Se figur “1” nedenfor:
Da isen smeltede, opstod nyt land og nye strande. Aflejringer af muslingeskaller og rester af vegetation i forskellige jordlag afslører forløbet af kystlinjen under istiderne. “Yoldia arctica” er en musling, der har givet navn til “Yoldiahavet”, hvis udstrækning vises på figur 2 ovenfor, som viser, at Lyngby for ca. 15.000 år siden var blevet isfri og lå ved et ferskvandsområde.
Der opstod tundralandskaber, hvor jægerne fulgte rensdyrflokkene og bl.a. slog sig ned i vores område i sommersæsonen.
Sommertemperaturen steg til 13-14 °C og store dele af tundraen blev gradvist tilvokset med åben birkeskov, hvor der var gode betingelser for urter og græs, som igen tiltrak flokke af rensdyr, elge og hjorte.
De ældste spor efter mennesker i Lyngby-Taarbæk Kommune stammer fra Skovmosen ved Helsingørmotorvejen. Her er fundet flinteredskaber og pile fra “Brommekultur” (ca. 11.000-ca. 10.500 f.Kr.).
Omkring 10.600 f.Kr. indtraf en ny kuldeperiode. Sommerens gennemsnitstemperatur faldt til omkring 10 °C, og vintrene blev kendetegnet ved kraftige snemængder. Den åbne, lyse birkeskov kunne ikke overleve under de hårdere klimaforhold og blev afløst af den vidtstrakte tundra. For menneskene betød det, at jagten igen kom til at fokusere på rensdyr på tundraen, især i områderne syd for det nuværende Danmark.
På grund af isens vægt blev jordskorpen nogle steder trykket flere hundrede meter ned under det nuværende niveau. Da isen smeltede bort, blev mange områder oversvømmet, men efterhånden hævede landet sig igen. Det er årsagen til, at man i Danmark enkelte steder finder muslingelag og aflejringer i 20–50 meters højde. Figur 3 viser, at for ca. 9.000 år siden var hele Sydskandinavien isfri. Østersøen var nu en stor sø med udløb gennem bælterne.
For ca. 8.500 år siden smeltede mere is – blandt andet også i Nordamerika – hvilket førte til en øget vandstand. Figur “4” viser nu et område, der gradvist udviklede sig til det, vi i dag kender som Danmark.
Vores landskaber vidner om udviklingen. Kortet nedenfor vises anlyser af jordforholdene i vores kommuen.
De rødlige og brun farvede områder er “glaciale” aflejringer skabt af isen.
Ved gletsjerens glidende bevægelse hen over underlaget skabtes et lag af moræne-ler (de brune områder).
Omkring isen strømmede smeltevand frem mod gletsjerfronten i store kanaler. Det sker en opfyldning med sand og grus i de isafgrænsede løb – de lyserøde områder.
Der fandtes også kanaler uden isen; De stiblede linjer på figuren ovenfor er “begravede dale” under isen, hvor smeltevand er løbet mod vest/venstre, og bl.a. har formet Mølleåen og Ermelunden.
Vi skal takke istiden for moræneleret, der gav os den frugtbare landbrugsjord, samt for søerne og adgangen til havet, som skabte gode forudsætninger for fiskeri.
I Dyrehaven har vi et varieret og bakket landskab skabt af istiden, med både skov, søer, åbne sletter og dale som Ulvedalene – et smukt eksempel på et istidslandskab formet af smeltevand, der har efterladt spor i form af små huller, dale og sletter.
Fortidsminder i kommunen
Lige siden isen forsvandt, har Lyngby-Taarbæk haft ideelle forhold for jægere, samlere og senere bosættelser.
Fortidsmennesket har sat sit spor.
Lyngby-Taarbæk er den kommune i Københavns omegn med det højeste antal fredede fortidsminder pr. km2, da store arealer bl.a. er underlagt naturbeskyttelse. Nedenfor vises Slot- og Kulturstyrelsens kort over antallet af fortidsminder i kommunen:
Fortidsminderne beviser, at der har været mennesker i området siden ældre stenalder:
Et af fortidsminderne er på kortet ovenfor markeret med en rød cirkel. Det er “Hvidegårdsgraven”, en bemærkelsesværdig gravhøj dateret til ca. 1000 f.Kr., dvs. fra ældre bronzealder.
Selve fundet er beskrevet således: Den 14. august 1845 sendte Grev Trampe fra Sorgenfri Slot et brev til Oldnordisk Museum. I brevet stod: ”En mand i Lyngby har i dag fundet en ubeskadiget kæmpegrav. Under den øverste store sten kan man se et sværd stikke frem.”
Det var gårdmand Erik Hansen på Hvidegården, der havde været i gang med at grave ler ud til opfyldning omkring gården, og i den forbindelse opdagede graven.
Gravhøjen indeholdt en stenkiste med et lig, der var blevet brændt, før det blev gravlagt, og knoglerne lå omsvøbt i vævet stof og placeret på et koskind.
Tasken havde en helt unik lukkemekanisme, der bestod af små modsat stillede læderøskner, som blev holdt sammen med en indstukket bronzenål. Det er simpelthen Danmarks først kendte ”lynlås”. Inde i tasken var en række små genstande, f.eks. et ravstykke, en flintekniv, en ragekniv, en bronzepincet, en terning af træ, bugfladen og en sideflade af en snogehale, en konkylie fra Middelhavet, en klo af en rovfugl og venstre underkæbe af en egernunge. Samt en barkspand, der nok har indeholdt fødevarer eller en drik.
Ud fra tilstedeværelsen af et sværd i graven tolkes den afdøde som en mand. De mærkelige genstande kan have fungeret som mandens amuletter og trylleting brugt i magiske ritualer, og den begravede er derfor blevet tolket som både præst og magiker.
Som P.V. Glob skriver, tyder indholdet af tasken på: ”At den gravlagte mand for 3000 år siden var Lyngbyområdets stormand, høvding, læge, troldmand og gode. Han er stedt til hvile i en vældig høj på bakkedraget med udsigt over al sit land og omgivet af sin slægts høje.”
I dag er troldmandens taske med lynlåsen udstillet på Nationalmuseet, som har overtaget Oldnordisk Museums samlinger.
Nedenfor en tegning, der viser gravhøjen med stenkisten, og de fundne genstande:
Her er et nyere foto af genstandene fra Nationalmuseet:
Forklaring: Bøjlenål af bronze m. korsformet hoved (9220d), ildsten i itui (9220g), rammegrebskniv af bronze i læderetui (9220h), ragekniv af bronze m. hestegreb i læderetui (9220i), smal pincet af bronze (9220k), læderetui (9220u), træfragment
Kilder:
NatMus
Den Store Danske Encyklopædi
Slot- og Kulturstyrelsen
Lyngbybogen 1948
