Danmark var i 1520’erne præget af splittelse mellem de gammelkatolske, reformkatolikkerne samt de evangeliske, som ville bryde helt med Rom og indføre lutherdommen.
I 1523 blev Frederik den 1. konge, og hans søn Christian blev efterfølgende hertug i Haderslev, hvor han i 1526 gennemførte reformationen.
Grevens fejde – borgerkrigen 1533-36
Da Frederik 1. døde i 1533, skulle Rigsrådet beslutte, hvem der skulle være ny konge.
Det katolske flertal i Rigsrådet trak tiden, idet de ikke ville have den oplagte kandidat – Frederik 1.s søn, hertug Christian i Haderslev – da han var lutheraner.
Alternativet var Christian 2., men ham havde de selv fået fængslet på Sønderborg Slot – og endnu værre – så flirtede Christian 2. nu selv med de lutherske ideer.
Magttomrummet betød, at der dannede sig alliancer. Christian i Haderslev blev støttet af adelen i Jylland, på Fyn og i hertugdømmerne, mens Christian 2. fik støtte fra bønderne og borgerne i København og Malmø – og lübeckerne.
Ti år tidligere havde lübeckerne hjulpet med at få afsat Christian 2. og senere fængslet. Nu var de vendt på en tallerken!
Grev Christoffer af Oldenburg, som gav navn til Grevens Fejde, blev sat i spidsen for en styrke udrustet af Lübeck, som skulle genindsætte Christian 2. som konge.
Malet af Carl Bloch 1871 (SMK.open)
I 1534 gik Christoffer i land på Sjælland med 1.500 soldater og indtog uden større modstand Roskilde, mens biskop Joachim Rønnow flygtede til København.
Med henblik på at indtage København nåede Christoffer i februar 1535 frem til Virum, hvor han angreb bispeborgen Hjortholm. Efter fire måneders belejring, overgav borgen sig i maj 1535. På det tidspunkt havde kanonkuglerne ødelagt tårnet, vægtergangen og den ene side af slotsmuren.
Biskoppens chef på borgen, Peder Godske, fik som tak for indsatsen lov til at tage inventaret fra borgen – Det vil sige det, som var tilbage, efter at Christoffer havde taget sin andel og var kørt bort med flere læs krigsbytte.
Hjortholm mistede derefter sin betydning og forsvandt gradvist, efterhånden som bønderne brugte stenene som byggemateriale.
Da Frederiksdal Kanal blev etableret i 1880’erne blev vandstanden i Furesøen hævet, så kun ved lav vandstand dukker nogle af ruinerne frem.
Grev Christoffer og hans lejehær endte med at have kontrol over Sjælland og Skåne.
I den anden ende af kongeriget var hertug Christian fra Haderslev i marts 1534 blevet hyldet som kong Christian 3. i Viborg. Derefter drog han med sin hær gennem Fyn til Sjælland og indledte belejringen af København i juli 1535.
Lübeckerne var trætte af krigen, og da Christian 3.s hær nåede til Holsten og kunne true Lübeck, valgte de i november 1535 at slutte fred med Christian 3. Støtten for Christian 2 vaklede.
I august 1536 – efter et års belejring – overgav Christian 2.s tilhængere i København sig, og borgerkrigen var slut.
Reformationen i Danmark
Knap en uge efter sit indtog i København tog Christian 3. det første skridt til at knække kirkens magt.
Nogle få rådgivere blev indkaldt til et møde den 11. august 1536, hvor det bl.a. blev besluttet at fængsle bisperne.
Næste morgen blev der sendt soldater ud for at hente de bisper, der opholdt sig i byen.
Biskoppen i Roskilde, Joachim Rønnow, blev anbragt på den tidligere bispeborg Dragsholm Slot. Han blev anset for værende så farlig, at han var den eneste biskop, som aldrig blev løsladt og døde der 1544.
Rigsrådet holdt efterfølgende møde i oktober – uden deltagelse af bisperne – hvor anklagerne mod kirken blev læst op: Den havde raget rigdomme til sig og forhindret den rette forkyndelse af evangeliet. Men værst af alt, havde kirken forhalet kongevalget efter Frederik 1.s død – og var dermed også skyld i borgerkrigen.
Udfaldet var givet på forhånd. Reformationen blev gennemført i hele kongeriget, klostrene blev nedlagt, og kirkens enorme gods – omkring en tredjedel af rigets jord – blev lagt ind under kronen.
Det betød, at kongens godser voksede fra omkring en fjerdedel til omkring halvdelen af det samlede jordegods i Danmark.
En del kirker og klostre blev nedrevet. Man overvejede endda at nedrive Roskilde Domkirke, men kirken endte i stedet som sognekirke for Roskilde by og blev åbnet for offentligheden.
Lyngby og reformationen
Lyngby Kirke hørte formodentlig allerede før reformationen under kongen, eftersom kronen ejede jorden omkring Lyngby landsby – deraf navnet Kongens Lyngby. Reformationen har derfor ikke ændret ejerforholdene, og sognet oplevede næppe de store omvæltninger.
I kirken findes en præsteliste (foto nedenfor), hvor “Laurits Nielsen” nævnes i 1535. Laurits Nielsen kan have været identisk med kirkens tidligere katolske præst, som efter trosskiftet blev genansat. Det var praksis de fleste steder,
Laurits Nielsen har sandsynligvis haft nok at se til. De religiøse modsætninger har skabt uro, men han oplevede også urolighederne under Christoffer af Oldenburgs belejring i området i 1535 og senere, da Christian 3. fra juli 1535 til august 1536 belejrede København.
Man ved at han i 1535 søgte hjælp hos kongen mod soldater som gjorde egnen usikker.
Da Roskilde nedlægges som bispesæde udnævner man Peter Palladius fra Ribe som “superintendent” (opsynshavende) for Sjællands Stift. På fem år besøger og kontrollerer han samtlige 390 kirker i stiftet!
For at lette overgangen var der udarbejdet vejledninger og forordninger, som regulerede den nye lutheranske kirkes administration og praktiske virksomhed.
De kirkelige ceremonier blev forenklet. Det vigtigste var nu bare forkyndelsen af Guds og Bibelens rene ord, formidlet gennem prædiken og oplæsning af evangelierne – på dansk og ikke længere på latin.
Reformationen overflødiggjorde også en lang række kirkelige genstande. De mange sidealtre med figurer og rekvisitter blev fjernet.
Ifølge Peder Palladius behøvede man kun tre inventarstykker: alteret i øst, døbefonten i vest, og prædikestolen i midten, på sydvæggen.
Reformationen tog praktiske hensyn. I Lyngby Kirke har man sikkert længe fundet sig til rette med den gamle katolske højaltertavle og måske med en simpel læsepult, når præsten skulle prædike.
Først omkring år 1600 investerede man i en prædikestol og en ny altertavle (en gave fra Christian 4.) … og døbefonten, ja, den står der endnu og har været i brug i næsten 900 år!
Altertavlen blev i 1829 beriget med et nadverbillede malet af C.W. Eckersberg – bestilt og betalt af Eckersbergs gode ven Christian Frederik (den senere kong Christian 8.).
Kirken er flere gange blev restaureret og ændret.
De to fotos ovenfor – fra henholdsvis 1899 og 2026 – afspejler to større arbejder ved kirken:
1914-1916 Skriftestolen og det hævede kongelige pulpitur fjernes. Kongefamilien fra Sorgenfri får i stedet en kongeloge på gulvet. Prædikestolen flyttes fra nordsiden til sydsiden af kirke.
2011-2012 Kongelogen og degnestole fjernes. Billedhuggeren Christian Lemmerz udformer det nye alterparti, hvor man også genåbner vinduet over alteret.
Kirken forblev i kronens — senere statens — eje frem til 1868, hvor den blev solgt til industrimanden C. F. Tietgen.
Han solgte den senere videre til Lyngby-Taarbæk Kommune i 1901, hvorefter kirken i 1993 blev en selvejende institution.
Kirken er i dag den eneste bevarede middelalderbygning i Lyngby.
Afslutning
Da Christian 3. gennemførte reformationen i kongeriget i 1536, kunne han bygge på de erfaringer, han havde gjort ti år tidligere, under reformationen i Haderslev.
Christian 3. døde på Koldinghus, 56 år gammel, den 1. januar 1559.
Reformationen betød, at kongens godsbesiddelser voksede, så de omfattende halvdelen af den samlede landbrugsjord i Danmark. Det ændrede styrkeforholdet mellem kongen og adelen og lagde grunden til, at kongen i 1660 kunne tage magten enevældigt.
Reformationen betød også, at kongen nu – gennem præsten – havde en lokal embedsmand, som kunne holde regnskab med sine sognebørns gøren og laden. Reformationen var derfor ikke kun et religiøst opgør, men også en samfundsmæssig omstrukturering, hvor staten begyndte at føre en tættere kontrol med befolkningen.
I sognene skete overgangen fra katolsk til luthersk tro gradvist og pragmatisk, så menigheden kunne nemt ”fordøje” reformationen – og det var jo stadig den samme Gud og i de fleste tilfælde den samme præst, som de gudfrygtigt havde lyttet til tidligere.
Det ændrede heller ikke bondens dagligdag væsentlig, om han betalte skat til kirken eller kongen, og måske fyldte kirken heller ikke så meget i alle bønders bevidsthed – Peder Palladius havde allerede i 1538 beklaget, at alt for mange forsømte kirkegangen!
Kilder:
“Lyngby Kirke”, Birgitte Bøggild Johannsen, Hugo Johannsen, herfra er foto’et fra 1899 hentet fra side 81 (Mouritz Mackeprang).
“Nogle Meddelelser om Præster i Lyngby efter Reformationstiden”, H. A. Rosendal
Fotos: Egne foto, hvis andet ikke angivet
