Byudvikling er vigtigt – det er rammerne for vores liv. Staten bestemmer i stor udstrækning, hvordan for eksempel vores skoler og ældrepleje skal se ud, men netop byudvikling er et område, hvor lokalpolitik har stor indflydelse.
Grundlaget for byudvikling er “Byplanudvalget”, som består af 7 kommunalbestyrelsesmedlemmer. De udarbejder forslag til politik, mål, lokalplaner og områdeplaner.
I dag kommer udvalgets medlemmer fra flg. bydele:
Det springer i øjnene, at den sydlige del af kommunen ikke er repræsenteret. Jeg bor selv i “Lyngby Midt” og har stort fokus på byudviklingen og den byfortætning, der finder sted.
Lige præcis byudvikling har lokale konsekvenser. Med en stemme på mig vil jeg søge, at få alle bydele repræsenteret.
Byudvikling – Regnestykket er ret simpelt!
Jeg havde en diskussion om byudvikling, hvor jeg argumenterede for, at Letbanen var et eksempel på noget, vi ikke behøvede – modargumentet var, at jeg var imod “udvikling”.
Problemet med ordet “udvikling” er, at det er helt uden retning – alle vil have en “udvikling”. Selv hvis du ikke gør noget, kommer der en udvikling.
Så ja, jeg vil også have “udvikling” – men i diskussionen mangler det helt, hvad målet er med “udvikling”. Det er dét, vi skal diskutere!.
For mig er nøglebegrebet “livskvalitet”, hvor målet for al byudvikling må være forhøjet livskvalitet for dem, der allerede bor her. Det eneste andet hensyn er, at byudvikling skal være afbalanceret i forhold til bæredygtighed.
Jeg mener at man i alle lokalplaner bør tilføje et afsnit om “Konsekvenser for livskvalitet”, hvor man laver en vurdering af lokalplanens indvirkning på livskvaliteten.
Når jeg er imod “urbanisering”, er det fordi forskning viser, at livskvaliteten ofte er under pres i urbane områder. For 150 år siden, da urbaniseringen tog fart, gav det forøget livskvalitet at flytte til byen – der var flere jobs og bedre velfærd i byen.
I dag er det omvendt – den højeste livskvalitet findes uden for byerne (se evt. mine artikler om “Livskvalitet”).
Støj og trafik er nogle af de målbare faktorer, der påvirker livskvaliteten. Når man har valgt at bo i byen, må man affinde sig med støj, men samtidig bør målet være at minimere den og ikke tilføre mere end nødvendigt. Nogle forskere mener, at støj – især lavfrekvent støj – er sundhedsskadelig.
Jeg bruger Letbane som eksempel. Passagerne i Letbanen vil måske opleve forbedret livskvalitet, og måske vil der komme flere kunder til butikkerne i Lyngby, som vil give butiksejerne glæde.
Men over for dette står alle de andre 58.000 indbyggere – “naboerne” – og hvordan deres livskvalitet bliver ændret. Der vil være “naboer” hvis livskvalitet påvirkes af støj og det visuelle.
Derudover kan der være nogle rent praktiske effekter, f.eks. at fremkommeligheden i Lyngby for andre trafikanter forringes.
Nogle nævner Storebæltsbroen og Metroen som eksempler på infrastruktur, der mødte modstand i starten, men som senere er blevet højt elsket. Sagen er, at disse projekter har færre naboer – der bor ingen naboer på broen over Storebælt, og meget af Metroen ligger under jorden.
For at “udvikling” skal give mening, skal det netto give mere livskvalitet for samtlige borgerne. Det er et simpelt regnestykke:
Antal passagerer × deres oplevede ændring af livskvalitet + 58.000 “naboer” × deres oplevede ændring af livskvalitet
Her vil det have stor betydning, at nogle borgere oplever nedsat livskvalitet for hvert 5.-10. minut, hvor letbanen passerer forbi deres bopæl. Helt konkret: Hvis der sidder 10 passagerer i en letbane, som kører forbi 1.000 indbyggere, kan man ud fra regnestykket sige, at den samlede livskvalitet er blevet forringet.
Omvendt betyder regnestykket, at vi nu må fokusere på, at flest mulige passagerer bruger Letbanen, og at det gør deres liv bedre – så det samlede regnestykke bliver en samlet stigning i livskvalitet i Lyngby.
Et andet helt overordnet problem, som ofte glemmes, er, at anlægsinvesteringer skal holde i mange år – f.eks. er det et bæredygtighedsmål at bygninger skal holde 150 år. Så når pladsen først er givet til Letbanen/infrastruktur, hænger vi på den i mange år.
Pointen er, at vi virkelig skal tænke os om, når vi beslutter noget som Letbanen.
Mange vil gerne bo i kommunen, og mange oplever ventelister for en bolig. Det er en vigtig pointe, at vi ikke løser problemet ved blot at bygge mange nye boliger. Uanset hvor mange boliger vi bygger, vil der stadig være stor efterspørgsel.
Det er også fristende at bygge flere kontorer i kommunen, da det skaber jobmuligheder for borgerne – og for kommunen skaber det skatteindtægter. Vi skal selvfølgelig tage hensyn til både virksomhedernes og grundejerens ønsker.
Men vores første prioritet må altid være, at kommunen fortsat skal være et dejligt sted at bo for de nuværende borgere.
Vi skal heller ikke glemme at bymidten er et erhvervsområde, hvor mange er beskæftigede i detailhandel og serviceerhverv. Vores by vil være “død” uden disse erhverv.
Bæredygtighed
For at sikre bæredygtighed i vores byggeri er det vigtigt, at nye bygninger designes med fleksibilitet for øje. Det betyder, at de skal kunne tilpasses ændrede behov i takt med, at demografien i kommunen udvikler sig.
Når vi eksempelvis bygger til ældre borgere, bør vi samtidig tænke i løsninger, der på sigt kan anvendes af børnefamilier eller til andre formål.
På den måde undgår vi, at bygninger mister deres funktionalitet over tid, og vi sikrer en ansvarlig udnyttelse af både ressourcer og arealer.
Der er det problem, at planloven ikke giver kommunen lov til at stille krav til bæredygtighed. Det gør det svært for kommuner, der gerne vil gå foran og fremme byggeri med mindre beton og lavere klimaaftryk. Derfor bør planloven ændres, så kommunerne får mulighed for at stille grønne krav – de Konservative har stillet forslag om dette.
Arkitektur
Omkring arkitektur tilhører jeg den gruppe, der mener, at “modernisme” nogle steder har ødelagt bybilledet. Jeg har selv den fornøjelse at udfolde mit liv med en støjmur og 8 meter til en brun modernistisk “klods”.
Den dårlige nyhed er, at den skal stå der i mange år endnu, idet nybyggeri skal holde 150år af hensyn til bæredygtighedskrav.
Vi kan ikke være bekendt, at givet det videre til næste generationer – man kan håbe at “modernisme” en gang bliver “hot” at være nabo til.
Jeg anerkender, at arkitektur i samtiden og “smag” er forskellige, så arkitekten, der har tegnet en bygning, synes selv, bygningen er smuk.
Netop vores forskellighed gør, at jeg mener, kommunen skal opdeles i forskellige ‘kulturzoner’, så der ikke opstår et ‘rodet’ indtryk, hvor forskellige arkitekturstile blandes.
De adskilte zoner kan have helt forskellige udtryk – noget kan minde om en landsby, noget andet om en købstad, og andre områder kan være moderne med glasfacader. På den måde kan vi alle finde vores oase!
De Konservative fik idéen til Arkitekturrådet, som er et skridt i den rigtige retning, hvor arkitekturen afstemmes på højere niveau.
Jeg mener, at vi skal have grønnere byområder, som danner ramme omkring attraktive mødesteder og fællesskaber for alle, der bor i, besøger og færdes i byen, Vi skal have fokus på at dedikere nye områder til grønne oaser.
Vi skal især have fokus på de “åndehuller”, kommunen har – særligt mener jeg, at der er behov for områder med ro, en slags “stillezoner”. Der skal være fokus på æstetik og der skal også udpeges “no build”-zoner.
Det betyder også, at kontorbygninger ikke skal spredes ud over hele byen. I dag kan man få indtrykket, at så snart der findes et ledigt areal, så skal det udnyttes til kontorer eller boliger.
Endelig har vi brug for diversitet i boligmassen, så vi kan tiltrække alle typer borgere – uanset indkomstniveau. Det er bl.a. afgørende for at kunne rekruttere medarbejdere i nærområdet til vores velfærdsservice.
Processen omkring byplanlægning
Man får den fornemmelse, at byudvikling en gang imellem kan virke tilfældig. Ideerne støbes ofte af virksomheder, som ønsker at udvide eller skabe en god forretning med et grundstykke. Nogle gange initieres ideerne igennem borgermøder, hvor få møder op, eller via Facebook-opslag, hvilket betyder, at en lille del af befolkningen får relativ stor indflydelse.
Vi er blevet for meget en forstadskommune, hvor det store flertal blot lader tingene ske. Man er blevet fremmedgjort og er ikke længere en del af de fællesskaber, der prægede mindre samfund.
Når man udarbejder lokalplaner, foreskriver loven, at borgerne skal inddrages mest muligt. Derfor opfordrer jeg alle til at involvere sig i planerne og bruge deres stemme. Der kan kun laves gode løsninger, hvis borgerne bliver hørt, og lad projektet ligger, hvis der er den mindste tvivl.
Byudvikling kræver langsigtet planlægning, og vi skal være enige om, hvordan byen skal se ud om 100 år.
Derfor har borgerne også et ansvar i, at engagere sig i de lokale forhold, og kommunen skal tage dialogen med borgene meget alvorlig.
Det er tankevækkende, at når man laver miljøvurderinger, så kan sommerfugle og flagermus stopppe store projekter, mens man i byudvikling ikke altid tager 100% hensyn til det “habitat” som mennesket lever i.
Virker byudvikling?
Jeg synes, der er et problem med opfølgningen: Når byggeriet står færdigt, bliver de oprindelige intentioner sjældent efterprøvet. Hvordan endte regnestykket egentlig? Fik bygherre og de nye beboere det, de skulle have – men vigtigst af alt, hvordan blev livet for naboerne.
Når arkitekten skrev, at man projektet vil “forbinde bydele”, “give mere liv”, eller “understøtte områdets grønne udtryk”, skete det så?
Man burde opsamle strukturerde data omkring effekterne af projekterne, og tage ved lære og ikke gentage fejl.
Nedenfor ses et eksempel på, hvordan et projekt blev visualiseret, før det blev bygget:
Og her resultatet:
I den konkrete sag overholder det færdige projekt ikke lokalplanen:
“8.2 Der må ikke skiltes over bebyggelsens stueetage.”
“8.4 Skilte må udføres med en maksimal dybde på 15 cm og en maksimal højde på 70 cm.”
“9.3 Inden for ”areal til landskabelig bearbejdning”, ….etableres en grøn ”væg” mod naboerne enten i form af en landskabelig bearbejdning og opbygning af terrænet, som en grøn vold, eller som en begrønnet facade med en beplantning af træer, buske eller lignende foran.”
Intentionen var, at nybyggeriet skulle matche det grønne udtryk i villaområdet og ikke tilføre unødvendig visuel “støj”.
Skilte: For 3 år siden (!) blev skiltene indklaget til kommunen, som skal lovliggøre misforholdet – enten ved at ændre lokalplanen eller ved at fjerne skiltene. Man venter stadig på kommunens afgørelse!.
Støj: Allerede i lokalplanen for byggeriet havde man konkluderet, at støjgrænser ville blive overskredet, hvis porten ikke blev lukket ved varelevering. På billedet ovenfor ses en levering kl. 06:10, et tidspunkt, hvor der iøvrigt er skærpede støjgrænser, som nemt overskrides her.
På billedet kan man også se en lastvogn, der venter – den holder ulovligt, idet der er etableret standsningsforbud. Den holder i øvrigt med motoren tændt, indtil den første lastvogn er færdig med leveringen. Dermed overtrædes kommunens “tomgangsregulativ”, der foreskriver, at man skal slukke motoren ved mere end 1 minuts tomgang af hensyn til støj og miljø.
Parkering: Den planlagte parkeringskapacitet fungerer heller ikke. Det står i lokalplanen, at “parkering til hele bebyggelsen etableres som en fælles parkeringskælder under bebyggelsen”. I virkeligheden er der blevet større rift om parkeringspladserne på vejene omkring byggeriet, hvilket betyder, at de beboere, der har P-licens til vejen, har svært ved at finde en P-plads. Problemet forværres af, at en P-licens kun gælder til en bestemt vej, så man kan ikke bare parkere på en nabovej.
Før man godkendte lokalplanen, indkom der nogle høringssvar. Når man læser dem i dag, ser man, at naboerne netop advarede om de forhold, som nu er blevet en realitet.
“Flere borgere mener, at den nye bebyggelses udseende ikke vil passe ind i området, og at der ikke skal tillades teknikhuse på tagflader, da disse vil skæmme området.”
“Flere borgere mener, at bebyggelsesprocenten på den pågældende ejendom er for høj, at byggeriet er for højt, at bebyggelsen bliver
placeret for tæt på de omkringliggende ejendomme og at der derved opstår indbliksgener i forhold til de omkringliggende boliger”
“Flere borgere er bekymrede omkring parkeringsforholden”
Jeg synes der mangler opfølgning og måling. Ofte er resultatet at nogle relativ få borgerer efterfølgende klager, men deres stemme forsvinder i mængden.
Det er ikke nok, at kommunen måler effekten af byudvikling gennem løbende trafikopmålinger og udarbejdelse af støjkort for byen hvert 5. år. Der skal være mere dialog – både tidligere i processerne og når byggeriet står færdigt.
Fremtidige områder
I den kommende valgperiode skal vi se nedenstående omdannelsesområder.
Firskovvejkvarteret.
Assistens Kirkegården/Fæstningskanalen
Gasværksvej
Stem på mig for, at få påvirket byudvikling i en retning, hvor der er mere dialog med “naboerne” – tidligere i processen – og med fokus på deres livskvalitet .